Budget 2011 og frem

Føns og omegns Lokaludvalg Udkast

 Direktionens forslag til budget 2011 og overslagsår 2012 – 2014.

HØRINGSSVAR AF 30.08.2010.

Føns og omegns lokaludvalg har, foranlediget af Løn- og økonomikontorets mail af 13. august 2010, efter bedste evne vurderet det meget omfattende materiale, som er lagt frem. Selv om data-mængden virker overvældende på almindelige borgere, synes lokaludvalget, det er meget positivt, at vi får indblik i det baggrundsmateriale, som ligger til grund for politikkernes beslutninger i disse sparetider.

Vor vurdering giver anledning til kommentarer til 3 emner:

1. Besparelse side 49. …Frasalg af kommunalt ejede forsamlingshuse

2. Besparelse side 73. Stordriftsmodel – dagtilbudsområdet

3. Kollektiv trafik.

 

Når man vil kommentere de enkelte punkter, får man forståelse for materialets omfang, for til trods for den fremsendte datamængde mangler man detailoplysninger om de lokale institutioner, vi vil kommentere på. Derfor må det blive kvalitative svar, idet vi mangler oplysninger til at kunne komme med kvantificerede forslag.

Vedr. emnerne 1 og 2 er svarene fortsættelser af de svar, vi afgav til ”genåbning af budget 2010” og bemærkninger til tidligere høringer vedr. diverse politikker. Og de er tæt forbundne, idet sognets forsamlingshus – Føns gl. skole” og den integrerede institution ”Søstjernen” er placeret i samme bygning.

Vedr. 1. Beboerhuset Føns gl. skole.

Føns mistede allerede ved forrige kommunesammenlægning – ca. 1970 – sin landsbyskole. En væsentlig årsag til, at lokalsamfundet alligevel har kunnet opretholde sin sammenhæng, er, at vi har haft de gamle skolebygninger til rådighed som beboerhus = forsamlingshus – bl.a. med en løbende lokal indsats for at vedligeholde bygningerne.

Ejerforholdet til bygningerne er ikke helt afgørende, selv om vi er meget tilfredse med de nuværende forhold. De har fungeret godt med kommunens ansvar som bygningsejer og beboernes medvirken ved opretholdelse af bygningernes kvalitet og ved stor udnyttelse af bygningernes rammer.

Brugen af skolen er styret af Beboerforeningen for Føns og omegn. En dialog om ændring af ejerforholdene skal derfor tages med denne forening (Lokaludvalget er gerne formidler). Lokaludvalget vil dog på det kraftigste opfordre til, at en ændring i ejer- og tilskudsforhold udformes, så lokalsamfundets brug af bygningerne kan opretholdes og udvikles. Her tænkes dels på de økonomiske betingelser for en overtagelse, dels på de betingelser for brug af lokalerne, som stilles. F.eks. skal det fortsat være muligt at hente en indtjening på at udleje lokalerne.

Vedr. 2. Institutionen Søstjernen.

Vi kan ikke af det udsendte se, hvad ”Stordriftsmodel – dagtilbudsområdet” konkret betyder for Søstjernen. Vor principielle holdning er opstillet i vort høringssvar til ”genåbning af budget 2010”, som derfor gentages:

Vi kan se det fornuftige i at samle administrationen i større enheder og lave fælles ledelse for flere daginstitutioner, men vi har til gengæld svært ved at se, at det skulle gavne børnene og økonomien, at de bliver samlet i større institutioner. Vi har også svært ved at se det hensigtsmæssige i, at børnene skal transporteres længere for at komme i daginstitution. Middelfart Kommune ønsker at være en grøn kommune, og det vil vi gerne medvirke til. Føns og omegns Lokaludvalg Udkast

Vi foreslår, at Søstjernens vuggestue bevares og udbygges med 10 pladser. Al forskning på området viser, at barnets første to år er de vigtigste i barnets udvikling. Det er derfor vigtigt, at børnene passes af faguddannet personale i trygge rammer. Disse rammer har vi i Søstjernen i Føns, hvor børnene kan gå til stranden eller i skoven, kan sove ude i barnevognene, kan fortsætte i børnehaven og i det hele taget kan få de trygge rammer, som skal sikre, at de får en god start i tilværelsen.

Samtidig er Søstjernen en vigtig del af Føns. Vi har selv oprettet institutionen netop for at give vore børn en god start på livet. Vi har et godt samarbejde omkring brug af sognets ”forsamlingshus”, Føns gl. Skole, som Søstjernen bruger til gymnastik/motorik, musikundervisning, forældrearrangementer, fastelavn, julemarked osv. Huset har – som beskrevet mange gange – afgørende betydning for sammenholdet i lokalsamfundet. Vi har samtidig et lokalsamfund, hvor det hurtigt vil være muligt at danne et vikarkorps, hvis der skulle være behov for det. Herved kan bemandingen lokalt gøres fleksibel og dermed eliminere en svaghed ved en mindre institution i f. t. en større.

Små børn har brug for trygge rammer, og dem får de i Søstjernen i Føns.

Vi mener, at børnenes umiddelbare adgang til den varierede natur lige uden for døren ikke kan vægtes højt nok i vurderingen af Søstjernens kvalitet – langt højere end begrænsede driftsøkonomiske besparelser; besparelser som må skulle holdes op mod ikke uvæsentlige anlægsomkostninger ved udbygning af ”stordriftsinstitutionerne”. Det må være en forkert beslutning ud fra totaløkonomiske betragtninger at nedlægge Søstjernen.

Vedr. økonomi vil vi foreslå, at kommunen – gerne i samarbejde med lokaludvalget – undersøger de muligheder, lokalsamfundet kan tilbyde som vikarer i personalemæssigt pressede situationer.

Vedr. 3. Kollektiv trafik.

Kollektiv trafik er et hovedemne i alle drøftelser om diverse politikker i Middelfart – især fordi den er så ringe, og fordi den er en hovedbetingelse for implementeringen af politikkerne.

For et udkantssamfund som Føns er en effektiv og fleksibel kollektiv trafik helt afgørende. Og i kommunens Trafikpolitik beskrives den som højt prioriteret. Derfor er det overordentligt overraskende at konstatere i ”Nøgletal for den kommunale ressourceanvendelse”, at Middelfart Kommune kun bruger ca. 60 % af, hvad regionens og hele landets øvrige bruger i gennemsnit.

Det hænger ikke sammen.

Nok er kommunen forkælet ved at ligge ved trafikknudepunktet: Krydsning af Lillebælt, så mange regionale tog- og busruter passerer kommunen. Det bør dog ikke bruges som en sovepude, men i stedet udnyttes til at udvikle en fleksibel og attraktiv lokal kollektiv trafik. Vi vil igen opfordre til, at kommunen hurtigt igangsætter et arbejde med at planlægge og effektivisere den kollektive trafik, så den bl.a. opbygges med et net af telebusser/minibusser lagt ud over hele kommunen. Med et tæt og tilpasset kollektivt trafiknet vil f. eks et reduceret skoleantal uden skoler i nærområderne få langt mindre betydning end med det nuværende trafiksystem.

Vi håber, vore bemærkninger tages i betragtning ved vedtagelsen af de kommunale budgetter. Som nævnt flere gange deltager lokaludvalget gerne i en dialog om principielle beslutninger og reguleringer i lokalområdet.

Med venlig hilsen

Føns og omegns lokaludvalg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *