Kultur- og fritidspolitik.

Føns og omegns Lokaludvalg Side 1 af 2

 

 

Middelfart Kommune,

Staben,

Østergade 11,

5500 Middelfart

Den 6. januar 2010

Bemærkninger til Middelfart Kommunes Forslag til Kultur- og fritidspolitik.

 

Generelt er Føns og omegns Lokaludvalg godt tilfreds med det forslag til Kultur- og fritidspolitik, som er fremlagt i høring. Vi er specielt tilfredse med, at Middelfart Kommune ser de kulturelle aktiviteter og oplevelser som byggesten, både de professionelle og de aktiviteter, som bygger på amatørers arbejde i det lokale fællesskab. Vi er derfor også tilfredse med, at de kulturelle mødesteder er nævnt, da de er altafgørende for kulturen i de små samfund.

Vi har dog nogle forslag til forbedringer af det udarbejdede forslag:

1. Vedr. kap 3, mål 1. Nye ”mødesteder”.

 

Vi synes ikke, der er sammenhæng mellem mål 1 og evaluering af mål. Der er en målbeskrivelse, som dækker hele kommunen og fremhæver ildsjælenes arbejde, og i beskrivelsen af indsatsområdet og evalueringen er det Kulturøen og biblioteket, som stort set kun nævnes. Denne ulighed bør rettes op. Hvad angår biblioteket er det vigtigt at understrege, at de nyværende afdelinger bibeholdes, da de er vigtige kulturformidlere i lokalsamfundene i Middelfart Kommune.

2. Vedr. kap. 3, mål 1. Kulturelt samråd.

 

For at sikre en bred udnyttelse og et godt samarbejde mellem kultur- og fritidsaktiviteterne i Middelfart Kommune vil vi foreslå, at der nedsættes et kulturelt samråd med repræsentation fra alle lokalområder. Dette samråd skal sikre, at f.eks. foredrag bliver koordineret, de mindre afdelinger af biblioteket bliver brugt, gode ideer bliver givet videre, og kendskabet til kommunens mange muligheder kommer bredt ud i alle kroge af kommunen.

3. Vedr. kap. 3, mål 2. Natur- og kulturvejleder.

 

Vi finder det rigtig godt, at man ønsker at ansætte en natur- og kulturvejleder, men for at få den rette kvalitet i vejledningen vil vi foreslå, at der ansættes personer med fagspecifikke uddannelser, da vi mener, det er to meget forskellige områder, der skal varetages. Hvis der ikke er økonomi til at lave to stillinger, kunne der evt. tænkes i kombinationsstillinger med allerede eksisterende institutioner/attraktioner. Kvaliteten i vejledningen er afgørende for, om den bliver udnyttet.

4. Vedr. kap. 3, mål 2. Naturcenter.

 

I Føns arbejder en gruppe på at få etableret et naturcenter for hele kommunen. Centret skal ligge ved bunden af Gamborg Fjord, så brugere både kan få glæde af fjorden og af det rige fugleliv, som der er opstået ved søen på Fønsvang. Arbejdet med naturcentret er ikke så langt, så det kan skrives ind i kommunens kultur- og fritidspolitik, men det er vigtigt, at der bliver skabt mulighed for senere at indlemme det i den færdige politik. Føns og omegns Lokaludvalg Side 2 af 2

 

5. Vedr. kap. 3, mål 5. Biograferne.

 

I mål 5 foreslås bl.a., at der etableres et samarbejde med biografen. Vi finder, det er en rigtig god ide, men ønsker det udvidet til biograferne, da kommunen stadig har to velfungerende biografer i Middelfart og Nørre Aaby.

6. Generelt. Transport.

 

Ved gennemgang af politikforslaget ser vi, at transport til mødesteder, attraktioner eller arrangementer er en grundlæggende forudsætning for forslagenes succes uden at transport overhovedet er nævnt. Derfor har vi følgende generelle bemærkning:

Vi er rigtig glade for, at Middelfart Kommune både har fine kulturelle tilbud og en storslået natur. Vi mener derfor, at vi skal sikre, at alle børnehave- og skolebørn kan komme til og fra disse tilbud. Det kan gøres ved, at alle børn i alderen 0 – 18 år kan køre gratis med vore offentlige busser. Det vil også fremme Middelfart Kommunes Kultur- og fritidspolitik, hvis rutenettet udvides, så det dækker mange flere af mødestederne og attraktionerne. Så kan

f. eks. børnehavebørn fra Middelfart tage til Båring Strand, og skolebørn fra Harndrup kan komme på Grimmerhus. Vi skal vænne vore børn til at bruge kommunens kultur- og naturtilbud, så de dels tager deres forældre med på andre tidspunkter, og dels selv bliver kultur- og naturbrugere som voksne. Vore skoler og daginstitutioner spiller en væsentlig rolle i dette arbejde, men de har ikke økonomi til at udnytte mulighederne. Det bør de have! Samtidig kan vi sikre, at børn og unge, hvis forældre ikke har mulighed for at køre dem, kan komme i musikskole, billedskole, til børneteaterforestillinger mv.

Føns og omegns Lokaludvalg glæder sig til at arbejde under den kommende kultur- og fritidspolitik og står gerne til rådighed, hvis der skulle være behov for uddybning af ovenstående.

Med venlig hilsen

på Lokaludvalgets vegne

Erik Bitsch Olsen, formand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *